Landsbyfællesskabet

 
 

Landsbyfællesskabet

Boligerne mellem haveforeningen Sydgrænsen og Oliefabriksvej ligger i en tæt, fællesskabsorienteret perlekrans omkring en grøn gårdhave. Alle boligerne er lejeboliger. Med projektet er der et stort ønske fra bygherre og fra os som rådgivere om at omfavne lejeboligen og stille krav til, at denne nogle gange midlertidige boform er lig en kvalitetsbolig med mulighed for social udveksling. Projektet var udvalgt til anden runde af Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og Realdanias boliglaboratorium.

 

Kategori: Boliger 

Bygherre: Michael Ian Henriksen, Søren Rahbek og Rasmus Bork-Nielsen

Beliggenhed: Oliefabriksvej 100, 2770 Kastrup 

Bruttoareal: Omkring 2.000 m2 

År: 2019 -

Status: Igangværende 

Team: Holscher Nordberg Architecture and Planning

Priser: Statens Kunstfonds Legat- og Projektstøtteudvalg for Arkitektur og Realdanias boliglaboratorium

 
 
 

Formålet med ordningen er at skabe rum for en genstart af måden vi tænker, udformer og bygger vores boliger på. Statens Kunstfond og Realdania ønsker med det nye boliglaboratorium at sætte gang i et nybrud i dansk boligbyggeri. Et nybrud, der skal udvikle den gode danske byggetradition, hvor boliger formgives med ambitioner for både skønhed, funktion, menneskers trivsel i hverdagen og med omtanke for den verden vi lever i. Ambitionen er at højne den arkitektoniske kvalitet i boligbyggeriet og bidrage til et boligbyggeri, der i langt højere grad spejler samfundets udfordringer og de lokale forhold.

 
 
 
 

Sammen om at være forskellige

Bebyggelsen låner af kendetegnene fra de nærliggende kolonihaver – fællesskab, nærhed, frodige haver og den intime bygningsskala er kvaliteter, der er brugt til at forme området. Husene er udformet som kuber med en stejl afskåret tagrejsning, der giver kik til himlen og trækker lyset ind i de grønne uderum. Husene er tilpasset en villa- og rækkehustypologi, der varierer sådan at forskellige bolig-størrelser og -behov kan tilgodeses. På den måde åbner bebyggelsen for at mennesker og familier i forskellige aldre, livsfaser og størrelser kan finde hjem. Beboerne er ikke sammen om at være ens, men sammen om at være forskellige. 

 
 

Landskabelig beplantning

Husene er disponeret i to plan - de største med en ekstra indskudt etage. Vinduesåbningerne i facader og tage er lagt ind i en legende komposition, der trækker dagslyset ind i alle rum - inspireret af kolonihavehusenes frie formsprog.  
Mod Oliefabriksvej danner bebyggelsen en tydelig afgrænsning. Husene tilpasses områdets højder, sådan at bebyggelsen er lavest, hvor den møder kolonihaverne. Det indre haverum krydses af kurvede stier og rummer et fælles drivhus, der danner et trygt miljø, hvor de voksne kan mødes og børnene lege. Områdets landskabelige beplantning er inspireret af de nærliggende kolonihaver. Som i kolonihaverne er der et uløseligt, tæt bånd mellem boliger, haver og beboere. 

Grønne muligheder

Der er udlagt opholds- og dyrknings-muligheder med forhaver, og der er stiforbindelser, der binder bebyggelsen sammen med de tilstødende kolonihaver.  

Boligerne har deres egne nære udezoner og omkranses af hegnsbeplantninger, der organisk følger stierne og giver fællesskabs-dannende uderum. Der plantes desuden større træer mellem husene, sådan at beplantningen relaterer sig til områdets tætte landskabskarakter. De grønne motiver er en vigtig fortælling og kvalitet i de dynamiske haverum.

Parkering, renovation og vendeplads er placeret samlet mod nord med adgang fra Oliefabriksvej.  På den måde kommer biler ind i det grønne gårdrum. Cykelparkering foregår under halvtag to steder i området.  

 
 
 
 
 

CLT Konstruktion

Der er åbnet for at den konstruktive opbygning af husene kan udføres i CLT. Betegnelsen står for Cross Laminated Timber - flere lag træ, der er limet sammen i mindst tre lag. CLT har stor robusthed og styrke, der i mange tilfælde kan anvendes i stedet for beton.

Sammenlignet med konventionelle byggematerialer er der en stor C02-besparelse i at bygge i træ. Ifølge beregninger fra Dansk Industri fra 2018 giver en kubikmeter træ gennemsnitligt en CO2-besparelse på ca. 2 tons, da 0,9 tons C02 lagres i træet, mens der spares 1,1 ton C02 under produktionen sammenlignet med konventionelle byggematerialer.

Facaderne beklædes med en nordisk træsort, der patinerer gråt med tiden,  tagene beklædes med zink.

Der udlægges i alt 20 boliger.

Previous
Previous

Amagerbanen Nord

Next
Next

Årslev - Fremtidens forstad